Kunsten at Dø

Døende mand, dine dage er talt

Vær ej ræd, men svar mig nu alt

Mens frænder og slægt nu våger hos dig

Må du granske dit sande jeg

Drak du og sang du? Bedrev du hor?

Nærede du had? Begik du mord?

Var du begærlig? Var du from?

Angr, og belav dig på guds dom!

Der er en kunst i at dø, og dødens er du

Der er ikke langt igen til skærsildens lue

Dø med besindelse, dø i bøn

Din sjæl skal brankes til du har renset din synd

Vær ej ræd i dit livs sidste stund

Alle må styrte i dødens afgrund

Må englene føre dig til himmeriget

Din sjæl være frelst, for evigt friet

Din krop er slidt op og bli'r snart til jord

Men din sjæl skal synge i englenes kor

Du misundte, begærede og yppede kiv

Men aflad får du for dit syndige liv

Der er en kunst i at dø, og dødens er du

Der er ikke langt igen til skærsildens lue

Dø med besindelse, dø i bøn

Din sjæl skal brankes til du har renset din synd

Fem fristelser må du stå imod

Her, mens du gør bod

Din troskab til gud vil svækkes

Når mindet om dit synd nu vækkes

Tvivlen gengældes med håbløshed

Dit legeme tvættes i angstens sved

Vil pinsler og smerte og djævelske skrål

Ledsage dig til det evige bål?

"Begær, min ven, du styrtede mig

Jeg fæstede min lid til dig

I øl og spil og frilles skød

Der timedes mig en årle død

Døden venter hver mand

Begær, min ven, du styrtede mig

Jeg kunne ikke afvise dig

Skal en overhøre ens drifter

Fordi det står i bogens skrifter?

Utålmodig, min dødskamp

Djævlene lokkede med sleske smil

Djævlene tillod mig intet hvil

Djævlene hviskede løgn og spot

Til jeg blev djævlenes tro undersåt

Fordømt af nidkær fromhed

Kan jeg nå at blive genløst?

Er skriftemål ikke nytteløst

når præsten er død, og min bror må forslå?

Aflad nægtes mig, til helvede jeg må gå!"

Alle sjæle høstes til sidst

Der er en kunst i at dø, og dødens er du

Der er ikke langt igen til skærsildens lue

Dø med besindelse, dø i bøn

Din sjæl skal brankes til du har renset din synd