Lindisfarne

Ud for Northumbria den fagre ø la

For enden af ebbe-vejen, vandret af få

Kranset af vand, den kolde nordsø

Et kloster af sten der stod på den ø

Forvaret af bø lger, i fred at gøre bod

Munkenes sjæle var frelste, de troed

Rædslen for storme var gemt af veje

For hvem ville tro, at døden ku' sejle?

I det herrens år syvhundred' nititre

En mørk vinter morgen hyllet i sne

Skyerne spyed' torden og lyn

Og orme skreg, så grimt et syn

Tre snekker sås, af skåret stavn hver

Læssed' med stridsmænd, en hendningehær

Ført over havet i vindenes vold

Væbnet i læder, brynje og skjold

Uden et ord, de stormed' den strand

Ilden i hjertet lysted for strid

Guds mænd må slagtes, hver eneste mand

Danskerne kendte kun hæder og mod

Brødrene kendte kun barmhjertighed

Som bytte for ravnen de egned' sig mest

De elsked' deres frelser, de elsked' deres fred

Men hyrden så på mens flokken blev flået

Huden blev heven fra kød og fra ben,

Skønt de havde deres herre, døde de alene

Ingen ku' måle sige med danskernes vrede

Døden de mødte i helligt højkor

Med sværdet til hjalten blev de gennemboret

Helgenblod gydtes på højaltrets dug

Hjemad de sejled' fra ran og slagtning

Hedningen, dansken, den stygge viking

Byttet var stort, og tabene små

Til de døde, de drak til de lå

De sang om deres ære, om gudernes gunst

De sang om den gode mjødbrygningskunst

I midgårds store sale de sang om deres dåd

I hjemlandets møer sæden blev såed

Vil verden nogensinde se dem igen

Der voldtog deres døtre og slagted' deres mænd

Stjal fra deres kirker og fyred' deres hjem

Det var en forsmag af, hvad der ville ske

Mange flere snekker var derefter set

Mange flere liv blev ladet i strid

Lindisfarne varsled' vikingetid